top of page

ANALYSE

Erhvervslivet skal tænke langsigtet trods Ukraine-krigen

Ingen tryllestav fjerner Rusland fra verdenskortet, men uden handling kan internationalt erhvervsliv blive slået årtier tilbage.

Det er stadig for tidligt at gisne om, hvornår en fredsaftale mellem Rusland og Ukraine er i hus. Den massive flygtningestrøm ud af Ukraine, Ruslands ringe fremmarch og krigens økonomiske omkostninger – også uden for Rusland og Ukraine – taler dog for en aftale på kortere snarere end længere sigt.

For nu er Rusland og Ukraine stort set nået til enighed om, at Ukraine skal være neutralt og vil skabe bedre rettigheder for millioner af russisk-sprogede. De store knaster hidrører Krim, som Rusland annekterede i 2014, og de pro-russiske områder Lugansk og Donetsk, som har erklæret deres uafhængighed.

Men hvad så efter en fredsaftale? 

Vestens håb om, at sanktioner ville tvinge Putin fra magten har været ønsketænkning. Han tegner klart til at blive en del af aftalen med Ukraine, ikke en klods, der skal fjernes, for at nå den.  

Alt imens er forholdet mellem Vestens politikere og Rusland frosset til.

Den franske finansminister Bruno Le Maire nåede at deklarere ”total økonomisk og finansiel krig mod Rusland”, inden han senere trak sin kommentar tilbage med en bemærkning om, at den var upassende. Den britiske udenrigsminister Elizabeth Truss gjorde det klart, at de økonomiske sanktioner mod Rusland og landets stenrige forretningsfolk skulle ”lamme den russiske økonomi.” Og Joe Biden har egenhændigt ageret domstol og udpeget Vladimir Putin til krigsforbryder.

De sociale medier i Vesten har båret de vestlige politikeres retorik videre over i udskamning og social kontrol, og tusinder af lovlydige, vestlige virksomheder er kommet under pres. Firmaer og deres ansatte finansierer Putins krigsmaskine, hedder det. Og den ukrainske ambassadør i Danmark anklagede danske selskaber for at have ukrainske børns blod på hænderne. Det blev samfundssind at lukke og sende alle ansatte hjem i Rusland, for ejernes eller de ansattes egen regning. Vi taler firmaer, der sælger sengetøj, lego, biler, isoleringsmateriale, øl, sko, grise, vinduer og meget andet. Mange hundrede og tusinder af ansatte i og uden for Rusland uden lod og del i krigen. Shitstorme mod Carlsberg, Ecco og danske svineproducenter, der fortsat opererer lovligt i Rusland, er blevet dagligdag samtidig med, at de russiske gas- og oliehaner står vidt åbne i EU, fordi EU er afhængig af russisk energi. 

For de virksomheder, som det ikke kostede alverden i hverken ansatte eller omsætning, var det nemmeste at lægge sig ned og eventuelt høste lidt folkelig anerkendelse ved at sælge aktier eller suspendere eksport eller andre forretninger med Rusland.

Vladimir Putin har sagt, at sanktionspolitikken var at ”betragte som en krigserklæring.” Andre højtplacerede russere bakkede op. ”Vesten forsøger ikke blot at omhegne Rusland med et nyt jerntæppe. Vi taler om forsøg på at ødelægge vores stat - det er ”cancellation”, som det nu er almindeligt at kalde det i et ”tolerant” liberal-fascistisk miljø,” sagde chefen for den russiske udenrigsefterretningstjeneste, Sergej Naryshkin. Rusland gjorde det klart, at såfremt udenlandske investorer trak sig fra landet, stod russerne selv klar til at drive forretninger og fabrikker videre sammen med de ansatte, der stadig ville arbejde.

FN anslår konservativt, at 977 civile er døde i Ukraine i løbet af den russiske invasions første måned.

Kina, Indien, Brasilien, Sydafrika, Tyrkiet med flere, der samlet repræsenterer mere end halvdelen af jordens befolkning, er ikke med på den vestlige idé om, at sanktioner skal forhindre ”penge til Putins krigsmaskine”. De fleste taler i stedet om, at Rusland og Ukraine skal til forhandlingsbordet. Vestens sanktionspolitik har historisk vist svingende resultater og bidrager ofte ikke til meget andet end fattigdom for den almene befolkning. Hungersnød blandt millioner i Afghanistan og Syrien er skræmmende og aktuelle eksempler.

Kinas præsident har efterlyst ”visdom”, ”forhandlinger” og en ”fredelig løsning” i kølvandet af Ruslands invasion af Ukraine, og mener Vesten bør arbejde langt mere for fredsforhandlinger i stedet for at optrappe konflikten med stadigt flere sanktioner. Sanktionerne omfatter fastfrysning af den russiske centralbanks reserver i vestlige banker, udelukkelse af flere russiske banker fra det internationale pengesystem og jagt på russiske rigmænds ejendom. Den sydafrikanske præsident Cyril Ramaphosa mener åbenlyst, at krigen kunne være undgået, hvis Nato havde taget advarslerne om, at den fortsatte udvidelse af Nato mod øst, skabte mere, og ikke mindre, ustabilitet i Europa. Den demokratiske præsidentkandidat Tulsi Gabbard er en stærk stemme i USA for samme synspunkt. Tyrkiet, der er Nato-medlem og støtter Ukraines selvstændighed, deltager heller ikke i de økonomiske sanktioner og har placeret sig som mægler i konflikten. 

Den vestlige retorik er ensidig og voldsom. Ødelæggende. Og ikke mindst kortsigtet.

Ingen tryllestav fjerner Rusland fra verdenskortet. Rusland er verdens største land, grænser til 12 europæiske stater og huser 146 millioner mennesker. Landet er væsentligste energileverandør til både Kina og EU. Foruden energi tegner Rusland sig for eksport af en betragtelig mængde andre varer og råvarer, deriblandt gødning, hvede, træ, nikkel, titanium og stål.

De nuværende sanktioner og den omfattende udskamning i Vesten har ramt Ruslands økonomi hårdt, men også os selv. Og verdens fattigste lande, ikke mindst på grund af stigende energi-, råvare- og fødevarepriser. Situationen bliver kun værre i takt med, at fredsforhandlingerne trækker ud.

Tusinder af virksomheder er i øjeblikket i svære overvejelser. Nogle kører videre på bedste beskub, andre er sanktionsramte, andre igen har suspenderet aktiviteterne. Ender vestlige selskaber med at tage nogle store tab og for alvor trække sig ud, melder sig nye aktører på banen i Rusland – enten russerne selv eller selskaber fra andre lande med en anden tilgang til Rusland.  

På sigt handler krisen ikke kun om sikkerhedspolitik, Nato og Ukraine, men også om internationalisering, økonomisk udvikling, europæisk erhvervsliv og arbejdspladser. Skal politiske risici fremadrettet øverst på dagsordenen, når virksomheder går internationalt. Hvor mange andre lande risikerer decideret ”cancellation” af vestlige politikere? Kina, Indien? Invasionen af Ukraine truer med at opdele verden i en østlig og vestlig handelsunion. Skal store virksomheder fremadrettet trække følehornene til sig i lande, der måske bliver upopulære lige om lidt? Trække produktionen tættere på sit hjemland i den rigtige blok? Risikerer vi ultimativt igen at ende med varianter af ”køb dansk” og ”køb amerikansk” kampagner? Årtiers internationalisering og økonomisk fremgang verden over står til at ryge på gulvet. Det er ikke i hverken Vestens eller resten af verdens interesse.

Realistisk set, ser verden frem mod et Rusland med Vladimir Putin ved roret, indtil en håndplukket efterfølger tager over – muligvis ved præsidentvalget i 2024. Det er ganske sandsynligt, at Putin vil kræve, at en fredsaftale med Ukraine fra russisk hold kun falder på plads under løfte om, at Vesten løfter sanktionerne. Vesten bør bakke op om den aftale, den ukrainske præsident Volodomyr Zelenskij vælger at indgå, også selvom Ukraine måske opgiver Krim, Donbass eller begge dele. Primært for Ukraines og for landets mere end 40 millioner indbyggeres skyld, men også for at undgå yderligere optrapning af konflikten, der har en lille - men reel risiko - for at køre helt ud af kontrol. Krigen bør ikke holdes i kog på bekostning af Ukraine, fordi Vesten ønsker en anden leder i Rusland.

Vestens politikere kan med sanktioner og udskamnings-politik skabe økonomisk trange kår for millioner af almindelige russere og familier. I en lang periode. Men den politik rammer også Vesten selv, både den almindelige befolkning og internationale virksomheder med betydende investeringer i Rusland. Og den truer med at banke globaliseringen årtier tilbage. 

Det er på tide, at USA og EU melder klart ud om tidshorisonten for de russiske sanktioner og åbenlyst bakker op om de mange udenlandske selskaber, der på helt lovlig vis fortsat opererer i Rusland. Det skal stå lysende klart, at de nuværende sanktioner skal fremskynde en fredelig løsning i Ukraine, men at de ikke har til formål at hverken ødelægge lovlydige, vestlige selskaber, afsætte Putin eller permanent nedfryse hele Rusland. 

Det bør vestlige virksomheder og deres ansatte kunne regne med. Og lægge planer efter.

Birgitte Dyrekilde

25.03.2022

Tak for din registrering

bottom of page