UMBRA

Vi har brug for at diskutere om vores reaktion på den russiske invasion i Ukraine – både politisk og i medierne – er rationel og fornuftig  

​

I krig skal man helst stå sammen. Det kan være af afgørende betydning, at ingen stiller spørgsmålstegn ved retningen midt på slagmarken. Det er også linjen i Rusland, hvor der er hårde straffe for at udfordre krigen og narrativet bag. Sådan er også linjen i Ukraine, hvor regeringen har bandlyst stribevis af partier med de forkerte holdninger og slår hårdt ned på ”pro-russere” i den offentlige debat.

​

Europa står sammen med Ukraine, lyder budskabet fra EUs præsident Ursula von der Leyen. Mette Frederiksen har formuleret, at der kun er et sted at stå. Også resten af det politiske parnas er fortalere for den hårde linje over for Rusland som den ukrainske præsident Volodomyr Zelenskij udstikker.

​

”Verden bliver ikke igen som før,” lyder det fra både danske politikere og lederskribenter. Ikke ulig overskrifterne under corona-pandemien.

​

Nu står Danmark og en stribe andre hardline-lande i Europa på sidelinjen og hepper på Ukraine med slogans og blå-gule flag, mens de losser våben ind over grænsen. For NATO skal ikke sende soldater.

​

”Tyranni mod frihed”.

​

”De kæmper for vores frihed”.

​

Og ikke for at forklejne Ukraine. Bestemt ikke. Men nej, de kæmper ikke for vores frihed.  

​

Den ulykkelige krig i Ukraine er kulminationen på en otte år lang konflikt med mere end 10.000 døde i et splittet land, årtiers anspændthed mellem Rusland og Vesten over NATO, årelang russofobi og en egenrådig, russisk præsident, Vladimir Putin.

​

Faktum er, at fornuften veg for følelser i Vesten, da de russiske tropper krydsede grænsen til Ukraine. Danmarks hardline tilgang til Rusland og den nationale mobning af danske virksomheder med aktiviteter i Rusland er ødelæggende. Også på længere sigt.

​

Et stort antal selskaber har fortsat aktiviteter i Rusland, selvom driften er gjort vanskelig af vestlige sanktioner. Andre holder pause eller forsøger at komme ud - enten af drifts- eller omdømmemæssige årsager. Enkelte har trukket sig helt ud. Zelenskij tordner mod udenlandske selskaber i Rusland, selvom det hverken gør fra eller til i krigen om Jysk, Ikea, Nike eller McDonalds har butikker og restauranter i landet. Supermarkerne i Rusland – både russiske og udenlandsk-ejede – har fortsat rigeligt varer. Og hvor nogle selskaber går ud, kommer nye spillere ind. Energimarkedet i Europa er ramt af kaos som følge af omfattende europæiske sanktioner og russiske modsvar.   

​

Italienerne er blandt de mest splittede i Europa over, hvilken tilgang til konflikten, der er bedst. Både i forhold til leverancer af våben til Ukraine og indførsel af sanktioner mod Rusland. Italienske selskaber har fortsat betydende aktivitet i Rusland. Knap halvdelen af tyskerne mener, at sanktionerne skader Tyskland mere end Rusland. Flere store franske detailkæder kører ufortrødent.

​

Tyskland og Frankrig opfordrer begge til våbenhvile og forhandlinger mellem Rusland og Ukraine og taler konstruktivt om tiden efter krigen i Ukraine. Det gør vi ikke i Danmark. Her maner tonerne i debatten snarere til ”cancellation” af Rusland i årtier. Et af landets største dagblade har taget prisen med en daglig liste over, hvilke selskaber, der endnu ikke har forladt Rusland. En ægte udskamningsliste. Formålet er klart. Præmissen for en exit skal der ikke pilles ved. Selvfølgelig betaler danskerne og danske virksomheder ved kasse 1, om det giver mening eller ej.

​

Det åbenlyse spørgsmål om, hvorfor Carlsberg skal kaste op mod 20 mia. kr. i havet for at tilfredsstille politikere og folkestemning er ikke del af debatten. Hetzen fortsætter mod Rockwool og Ecco, der er andre store danske spillere i Rusland. Og der er mange andre selskaber, som - gudskelov for dem - hverken er store eller interessante nok til at trække overskrifter i månedsvis og da slet ikke kendte nok til en egen boykot-kampagne.

​

Effekten af Carlsbergs kommende tab er nul og niks. Selskabets bryggerier er til salg og ender på andre hænder. Ingen – foruden formodentlig den nye ejer - vinder på, at Carlsberg trækker sig ud af Rusland. Når vi en dag igen står med en frossen konflikt i Ukraine, er resultatet af den danske ”heltemodige” indsats og ”pressens vedholdenhed”, at danske fabrikker og opdyrkede kundegrupper er gået over til andre selskaber. Taberne er Danmark og dansk erhvervsliv. Russerne selv og andre udenlandske investorer har et enestående billigt marked at købe op i.

​

Vi bliver nødt til at snakke om, at der ikke i den store verden er enighed om at ”cancellere” Rusland.

​

Kina meldte fra starten ud, at sanktionskursen i USA og EU var en forkert vej at gå. Og Tyrkiet - et NATO-medlem – meldte også pas og stillede sig uden for konflikten. To tredjedele af verdens befolkning bor i et land, der ikke sanktionerer Rusland. Hverken Kina, Indien, Tyrkiet, Brasilien eller den lange stribe af afrikanske land, der står udenfor, bakker op om krigen i Ukraine. De ønsker fred, stabile økonomier, fødevaresikkerhed, energiforsyningssikkerhed og logistik, der virker. De er ikke med i SoMe-kampagnen #standwithukraine.

​

Danmark står sammen med ganske få andre helt alene ude på den ekstreme fløj. Herhjemme forsvarer politikerne og pressen den hårde sanktionslinje med moral og etik og at vi forsvarer friheden. Friheden til at isolere os fra andre, forstås. Rusland forsvinder jo ikke.

​

Europæerne står ikke sammen. EU er ikke i krig. Politikere og medier kører en agenda, der ikke er afstemt med hverken vælgere eller virksomheder. Stort set alle virksomheder bedriver forretning. Ikke politik.

​

Forsvaret for den danske, hårde linje er, at vi i Vesten skal lægge ”maksimalt pres” på Putin, mens vi forsøger, at få russerne til at vælge vores side og skille sig af med deres præsident. Det kommer ikke til at ske, og det vidste politikerne givetvis på forhånd. Vores primære værktøj over for Rusland er sanktioner. Det har været værktøjet siden 2014, da Rusland annekterede Krim. Og det virker stadig ikke.

​

Blandt japanske selskaber har blot tre procent trukket sig ud af Rusland, selvom Japan officielt står sammen med EU og USA om sanktionspolitikken, ifølge en undersøgelse fra Yale Universitet. Den anden yderpol er Storbritannien, hvor knap halvdelen af selskaberne i Rusland har trukket sig ud.

​

Tyrkiet, der samarbejder med både Ukraine og Rusland, havde den største samhandel med Rusland siden 2014 i første halvår af 2022. Dertil annoncerede Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan og Vladimir Putin i begyndelsen af august planer om øget samarbejde indenfor handel og energi. Det fik fluks en unavngiven embedsmænd i EU til at lufte trusler i Financial Times om, at EU nok burde bede sine medlemslande om at få deres virksomheder og banker til at trække sig fra Tyrkiet. Kineserne – Ruslands største handelspartner - kører også ufortrødent videre i samarbejdet med russerne.

​

Herhjemme er enkelte meningsdannere – både blandt presse og politikere – begyndt at rulle den nye konfronterende linje ud til, at danske selskaber også bør overveje at trække følehornene fra andre lande, først og fremmest Kina. Tyrkiet kommer muligvis også snart med på den liste.  

​

Og så er der Indien, Mellemøsten, Afrika og hele Syd – og Mellemamerika, der heller ikke er med på Vestens sanktionsbølge. Hvad skal vi mene om dem? Må danske selskaber arbejde der? Hvorfor ikke bare trække sig ud og alene handle med lande, der rider på en ligeså høj moralsk hest som vores egen?

​

Det er åbenlyst, at krigen i Ukraine er endt i en udmattelseskrig, der i bedste fald ender med endnu en frossen konflikt, i værste – og usandsynligt fald - med en udryddelseskrig,  

​

Vi – i Vesten – taber højst sandsynligt krigen. Krim og Donbas bliver ikke ”befriet”. Sanktionerne har ikke den effekt, vi kunne ønske os. De rammer Rusland, bestemt, men ikke nok, og – værst af alt - de rammer i høj grad os selv.

​

Det er åbenlyst, at EUs desperation vokser og med det antallet af nye sanktioner, der bliver stadig mere virkningsløse. Nu diskuterer Europas regeringsledere, om man i fællesskab skal forhindre russiske turister i at besøge EU. Det kræver ikke en Einstein at se, at den form for repressalier ikke er synderlig effektive, men derimod farligt populistiske.

​

Vi bliver nødt til at kunne debattere vores destruktive, politiske linje. Vi skal have en debat om, hvorvidt vores reaktion i Danmark – både politisk og i medierne – er rationel og fornuftig.

​

Det, som er i spil, er ikke freden i Europa. Det, som er i spil, er relationerne til et stort land og en samhandelspartner i øst, Europas energiforsyning og mest kritisk, at Danmark lukker sig inde i en verden, delt i to. De, som er med os – og de, som ikke er.

Er det virkelig den vej danskerne og danske virksomheder ønsker at gå? Næppe. Men regningen lander lige præcis der.

​

Vi har brug for en alvorlig debat om vores kurs og om muligheden for at ændre den. Sådan cirka nu.

​

​

​

Birgitte Dyrekilde

23.08.2022

​

Indlægget er resultat af seks måneders arbejde med internationale, danske selskaber – store som små – der er kommet i klemme på grund af den russiske invasion af Ukraine. Kommentaren er skrevet på Umbras regning.